Murermestervillaen er en af de mest udbredte hustyper i Danmark. Typisk opført i 20’erne eller 30’erne. Røde mursten, rødt tegltag, gesimser, kælder og karnapper. Måske pudset facade. Men med næsten hundrede år på bagen vil mange murermestervillaer ikke længere kunne tilfredsstille mange moderne familiers forventninger til plads og funktionel indretning. Derfor kan en tilbygning komme på tale. I den forbindelse er der en række forhold som har en særlig relevans. Lad os se på fem af dem her:
1) Indvendige ombygninger samtidig med tilbygningen?
Mange murermestervillaer har køkkenet liggende i et rum der vender mod gaden. I dag ønsker de fleste nok et køkken/alrum med kontakt til haven. Det vil sige beliggende på den modsatte side af huset, så man kan se ud i haven og måske have en terrassedør direkte ud. Selvom man fx mangler et eller to børneværelser, kan det derfor være nyttigt at overveje, om man i stedet skal bygge ud med et nyt køkken, og så placere værelserne mod gaden, hvor køkkenet før lå. Kig på huset som en helhed, og overvej hvordan hele puslespillet af rum kan gå op bedst muligt, inden du beslutter dig for hvad tilbygningen skal indeholde og hvor den skal placeres.
2) Trin eller ej
Gulvniveauet i en murermestervilla ligger typisk 80-100 cm. over det omgivende terræn. Spørgsmålet kan være, om gulvet i tilbygningen skal ligge i samme niveau, eller nogle trin lavere. Funktionelt vil det nok være bedre uden trin. Men to forhold kan presse gulvet nedad: For det første skal en tilbygning overholde reglen om ”det skrå højdegrænseplan” (ingen del af en bygning må være højere end 1,4 x afstanden til skel, bortset fra gavltrekant og kviste).
Så hvis tilbygningen ligger tæt på skel kan det blive nødvendigt at sænke den for at få plads til god rumhøjde og tag. For det andet kan det være en fordel at komme lidt ned i niveau, hvis der skal være udgang til haven fra tilbygningen. Så kan man fx tage 2-3 trin ned til tilbygningen, og derfra gå ud på terrasse hvorfra der så er yderligere 1-2 trin ned til haven.
3) Arkitektur i tilbygningen
Murermestervillaen har typisk et meget karakteristisk og afklaret udseende. Der vil også typisk være vinduer på første salen, som en tilbygning ikke må blokere for. Det kan således være en udfordring, at få tilføjet noget nyt, som passer til det eksisterende, både stilmæssigt og rent geometrisk. I forhold til tagform, kan en tilbygning med hældning på taget være en udfordring. Dels på grund af vinduer på første sal, og dels fordi der kan være penge at spare ved ikke at skulle ”skære” det nyt tag ind i det eksisterende tag.
Nogle gange kan man få lagt det nye tag under tagrendehøjde, eller på anden vis friholdt fra det oprindelige tag. Det er en mere økonomisk løsning. Dette kan derfor pege i retning af et nyt tag uden hældning, eventuelt med en tagterrasse ovenpå, med udgang fra første salen. I det hele taget bør det være en grundig overvejelse, hvordan tilbygningens udvendige udseende skal være.
Der er grundlæggende tre retninger: Enten at forsøge at bygge noget, der ligner det eksisterende så meget, at det næsten kunne være bygget samtidig. En anden mulighed er, at tegne noget moderne, som slet ikke ligner det eksisterende, så man får et ”stil-clash”. Og så er der jo mellemvejen, hvor det nye fremstår nyt, men med materialer eller proportioner der refererer til det eksisterende. Det er næppe nogen eviggyldig sandhed her. Løsningen må afhænge af den konkrete situation og ens egne præferencer.
4) Bærende vægge i murermestervillaen
Murermestervillaen er typisk konstrueret med bærende skillevægge og ydervægge. Stueetagens ydervægge bærer enten taget eller de murede gavle på første salen. Og typisk vil de fleste af skillevæggene i stueetagen enten bære gulvet på første salen (etagedækket) eller en anden skillevæg der står på første salen. Så ændringer i vægge i murermestervillaer vil ofte medføre behov for en ingeniørberegning og oplægning af stålbjælker. Det er dog ikke noget man behøver at være nervøs for, hverken byggeteknisk eller økonomisk. I langt de fleste situationer kan ændringerne godt lade sig gøre til en pris der ikke vælter budgettet.
5) Hensynet til haven
Mange murermestervillaer har smukke haver, som på grund af alderen er godt tilgroede, måske med frugttræer og buske. Hvis en tilbygning alene tænkes ”indefra og ud” risikerer man, at ødelægge dele af haven. Det gælder både visuelt, og i forhold til hvordan man kan bruge haven. Det er således ekstra vigtigt at indtænke haven i den samlede løsning. Hvordan kommer det ombyggede hus til at fungere allerbedst – samlet set? Måske skal tilbygningen slet ikke ligge på havesiden? Måske ligger den bedre på gadesiden eller mod skel, hvis muligt. For eksempel hvis man samtidig gennemfører nogle indvendige ombygninger, som antydet ovenfor.
Som nævnt handler det om at se på det samlede puslespil af rum og hvordan de ligger bedst i forhold til hinanden, haven og solens gang. Og hvis tilbygningen skal ligge mod havesiden, så husk at tage højde for hvordan I ønsker at bruge haven, med terrasser og små lækroge – samt udsigt og udgang til haven indefra. Pas også på træerne, og overvej nøje inden der fældes.
En tilbygning til en murermestervilla er en spændende udfordring, både for husejeren og arkitekten. Man kan finde masser af gode eksempler, men desværre også det modsatte. Murermestervillaen er typisk en rigtig fin, dansk villa. Vi skal alle gøre vores bedste for ikke at spolere med en tilbygning der ikke er gennemtænkt.
/Jan Felland, indehaver af ARKINAUT Arkitekt- og byggerådgivning ApS