Siden april 2020 har byggebranchen været påvirket af coronasituationen.
Stigende efterspørgsel
I modsætning til finanskrisen i 2008 – hvor aktiviteten i byggeriet dalede – har aktiviteten været stigende, som følge af coronasmitten.
Det der nok er sket, er bl.a.:
- Efterspørgslen efter håndværkere og fx en tilbygning er steget. Mange har nok siddet derhjemme under “lockdown” og fået tid til at overveje forskellige byggeprojekter. Desuden “går det jo godt” i flere sektorer i DK, og renten er stadig lav sammenholdt med stigende huspriser og friværdier.
- Efterspørgslen efter byggerådgivere er tilsvarende steget.
- Samtidig havde vi i Danmark i forvejen mangel på faglærte i byggebranchen.
Så efterspørgslen og betalingsvilligheden er steget på et tidspunkt hvor udbuddet af arbejdskraft er relativt lavt. I perioder har udenlandsk arbejdskraft desuden været rejst tilbage til deres oprindelseslande på grund af coronasituationen, hvilket har reduceret arbejdsudbuddet yderligere.
Dette har presset priserne på arbejdskraft opefter.
Stigende materialepriser
Priserne på byggematerialer er også steget, blandt andet som følge af den øgede efterspørgsel, som har været et globalt fænomen. Det er ikke kun danskerne der har drømt om byggeri under corona. Desuden er transportomkostningerne steget gevaldigt, da fx containertrafikken og industrihavne har været ramt af lukninger af havne. Endvidere har der været omfattende skovbrande i USA og Australien, som har reduceret mængden af byggetræ tilgængeligt på verdensmarkedet.
Hos Arkinaut har vi kunnet aflæse stigende håndværkerpriser på de byggeprojekter vi har budt ud i 2020 og 2021. Det har til tider været “ret vilde” priser der er kommet ind. Men når man spørger tre bydende og alle tre ligger på samme høje niveau, er det nok et udtryk for gældende markedsniveau.
Stagnerende og måske faldende priser
På det seneste tyder noget dog på, at prisstigningerne er stilnet lidt af. Mange husejere har for længst hørt om de høje priser, så efterspørgslen har været dalende igen her hen over efteråret. Husprisernes stigninger er også stoppet og er flere steder for nedadgående. Folketinget har desuden vedtaget at sløjfe håndværkerfradraget. Desuden er vi (vel) forhåbentlig ved at være igennem det værste omkring coronakrisen.
Så noget tyder på, at priserne på fx en tilbygning ikke længere stiger, men måske oven i købet vil falde lidt hen over foråret og sommeren.
Det vil vi her hos Arkinaut holde tæt øje med, og skrive mere om, efterhånden som situationen udvikler sig.