Byggetilladelse

Ny førstesal på parcelhus - Arkinaut Arkitekt- og byggerådgivning aps 2

Kræver mit projekt byggetilladelse?

Ja, hvis du:

  • Udvider boligarealet (fx tilbygning, ny første sal, kvist, inddrager garage til beboelse).
  • Etablerer mere end 50 m2 sekundære bygninger i alt (carport, garage, udhus etc.). Alternativt mere end 35 m2 sekundære bygninger, hvis det er det der står i lokalplanen for dit område. Ved rækkehuse er bundfradraget for sekundære bygninger 20 m2 og ved sommerhuse er bundfradraget 50 m2.
  • Etablerer kælder udenfor bygningen.
  • Opfører udestue.
  • Bygger anneks beregnet til beboelse.
  • Vil ændre en uopvarmet udestue til helårs beboelse.

Hvordan søger jeg byggetilladelse?

Du logger ind på Bygogmiljø.dk med NemId og udfylder den online ansøgningsformular, og vedhæfter relevant tegningsmateriale. Du kan gøre det selv, eller få en professionel byggerådgiver til at hjælpe.

Hvad skal jeg uploade når jeg søger byggetilladelse?

Kommunen skal se de informationer der er relevante for, at de kan bedømme projektets lovlighed – især i forhold til: Afstand til skel, højder, arealer, eventuelle indbliksgener, generelle udformning. Det vil typisk sige, at du skal uploade tegninger som viser hvordan dit hus ser ud nu, og hvordan det kommer til at se ud efter tilbygning. Tegninger kan fx være situationsplan, plantegninger, facadetegninger og snittegninger, samt beregning af bebyggelsesprocent. Nogle gange også beregning af afledning af overfladevand i relation til krav om max. befæstigelsesgrad formuleret i en lokalplan. Desuden skal du udfylde de online skemaer på Bygogmiljø. Husk, at kommunen opdager, hvis du har ikke-registrerede småbygninger på grunden, så det skal du tjekke og få tegnet ind på situationsplanen, så du evt. kan søge lovliggørelse af et halvtag eller skur ved samme lejlighed.

Hvem kan hjælpe med ansøgning om byggetilladelse?

I de fleste tilfælde vil det være en stor fordel, at knytte en professionel byggerådgiver (arkitekt, bygningskonstruktør, ingeniør) til projektet, og få vedkommende til at udforme det nødvendige ansøgningsmateriale. Så sikrer du på forhånd, at alle krav bliver overholdt, og du får en smidig sagsbehandling hos kommunen.

Hvor længe gælder en byggetilladelse?

Typisk i 12 måneder, det vil sige, at du blot skal have sat spaden i jorden senest et år efter du modtager byggetilladelsen. Ofte vil du ret let kunne få forlænget denne frist, skulle det blive nødvendigt.

Skal der andre tilladelser til?

Først og fremmest skal du også have ibrugtagningstilladelse når projektet er færdigbygget og du færdigmelder det til kommunen. Bemærk, at du ved færdigmelding skal indsende nogle mere detaljerede tegninger/informationer end ved ansøgning om byggetilladelse. Dette materiale kan en professionel byggerådgiver hjælpe dig med at udforme, gerne INDEN projektet overhovedet skal bygges, for så kan håndværkerne bygge efter de samme tegninger som du kan bruge efterfølgende ved færdigmelding.

Afhængig af dit projekts karakter kan der også være krav om tilladelse fra fx de lokale vejmyndigheder, hvis du fx ønsker at flytte indkørslen til din grund. Disse eventuelle krav om andre tilladelser vil typisk være formuleret i byggetilladelsen når du får den, så læs den grundigt igennem.

Kan jeg annullere en byggetilladelse igen?

Ja, en byggetilladelse giver dig ret, ikke pligt, til at bygge. Kontakt kommunen via Bygogmiljø.dk hvis du ikke ønsker at bruge dig byggetilladelse alligevel, især hvis du måske allerede har meldt igangsætning.

Hvad hvis jeg bor i landzone?

Så skal du stadig have byggetilladelse, plus du skal have landzonetilladelse i visse tilfælde.

Hvis jeg er i tvivl om byggetilladelsen?

Så kontakter du din lokale kommunes tekniske afdeling og får dem til at vejlede dig. En professionel byggerådgiver kan også rådgive om byggelovgivningen og ansøgningen.

Se også mere på Bygogmiljø.dk.

Sådan kan Arkinaut kan hjælpe dig med at få byggetilladelse.

Af Jan Felland, Arkinaut. Senest opdateret 07. august 2024

Comments are closed.